top of page

Udtalelse om Afghanistan fra Fredsministeriums fællesmøde d. 18.9.21

Lær af Afghanistan!

Efter 20 års mislykket krigsindsats i Afghanistan er det vigtigt at lære af erfaringerne, så vi ikke begår de samme fejl igen.

Den vigtigste lære er, at krig hverken skaber demokrati, menneskerettigheder, velfærd eller sikkerhed. Tværtimod. Krig skaber død, ødelæggelse, ulykke, håbløshed og terror.

Problemet er derfor ikke, at vi trækker os ud af Afghanistan. Problemet er, at vi valgte at gå ind med militære midler.

Når Philip Khokhar, Anders Fogh og andre fortalere for fortsat krig fortæller, at fejlen var,

at vi trak os for tidligt ud, så ser de bort fra, at Afghanistankrigen har været en katastrofe for afghanerne såvel som for de udsendte soldater.

44 danske soldater kom hjem i kister. Hver 5. udsendte soldat har fysiske eller psykiske men. I krigen er der dræbt over 100.000 afghanere og millioner af afghanere er drevet på flugt under den NATO-ledede invasion.

Det har ikke fyldt ret meget i den danske presse, der ikke kan eller vil forstå, hvor frygtelig krig er for dem, det går ud over.

Afghanistan har været præget af borgerkrig siden slutningen af 70’erne. Krigsherrer har kæmpet om magt, penge og opium.

 

Det har været frygteligt for afghanerne, og ingen har beskyttet dem. De levede i konstant fare for død, lemlæstelse og ødelæggelse.

 

Det var derfor Taleban oprindeligt kom til magten, og det er derfor Taleban nu hurtigt og næsten uden modstand har overtaget magten i Afghanistan.

 

Taleban var både undertrykkelse, sharialovgivning og religiøs fundamentalisme, men samtidig fred, tryghed og lov og orden.

Det har vesten aldrig forstået På samme måde var NATO’s invasion både et håb om befrielse fra undertrykkelse, sharia-lovgivning og religiøs fundamentalisme, men også en tilbagevenden til krig, lovløshed og korruption, fordi NATO gav magten til de gamle krigsherrer og narkobaroner. I tiden efter invasionen var der forhåbninger blandt afghanerne om en bedre fremtid.

 

De blev ikke indfriet. Nu ønsker mange afghanere bare at få fred, også selv om det skal være hos Taleban.

Vi kan godt forstå, at de afghanere, der har bedre muligheder, flygter, for Taleban er undertrykkelse, men alternativet, fortsat krig, er værre for de afghanerne, der er nødt til at blive i Afghanistan.

Vi skal hjælpe afghanerne via dialog og humanitær indsats. Militære midler virker ikke.

Læren af Afghanistan er, at hvis vi vil yde en nyttig indsats i konflikter, må vi holde op med at sende bombefly og soldater og i stedet genopbygge vores diplomati og udvikle den humanitære indsats.

 

Krig skaber hverken demokrati, menneskerettigheder, velfærd eller sikkerhed. Tværtimod. Krig skaber død, ødelæggelse, ulykke, håbløshed og terror.

Nyt fra Fredsministeriet

Fredsministerium_1.jpg
Fredsministerium_2.jpg
bottom of page